Studiejob som Research Assistant

Ønsker du at prøve kræfter med at løse komplekse problemstillinger inden for marketing og strategi? Har du god analytisk sans og har flair for at se mønstre i tal? Er du dygtig til at formidle viden og kommunikere klart? Og er du i gang med en bacheloruddannelse indenfor erhvervsøkonomi, strategi eller markedsføring? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.

Brandhouse søger to analyseassistenter, der kan hjælpe os med analyse, research og databehandling ca. 15-20 timer om ugen, ved siden af sine studier.

Brandhouse er et prisvindende marketing- og strategibureau, som er med til at skabe nogle af Nordens stærkeste brands. Hos Brandhouse spiller markeds- og forbrugeranalyse en essentiel rolle for vores rådgivning og arbejde.  Som analyseassistent kommer du til at arbejde med vores brand- og strategikonsulenter om både større og mindre analyseopgaver. Rollen som analyseassistent er udviklende, og vi ser den som en uddannelsesplads for vores kommende strategikonsulenter eller projektledere.

Som analyseassistent vil dine opgaver primært bestå af:

  • Indsamling og behandling af data i forbindelse med større og mindre analyser om kundesegmenter og deres adfærd
  • Udarbejdelse og opsætning af præsentationer
  • Udarbejdelse af vores årlige Brand Rapport undersøgelser
  • Research og analyse af trends, markeder, produktkategorier mm
  • Generel desk research

Vi forestiller os, at du...

  • Er bachelorstuderende fra CBS, ITU eller lignende, hvor du har haft undervisning i et eller flere relevante fag (marketing, strategi, statistik m.m.)
  • Har en god analytisk sans og forståelse for tal
  • Har flair for at se mønstre, der kan omsættes til relevante indsigter eller løsninger for forbrugere
  • Har erfaring med brug af Excel
  • Har forståelse for videnskabelig korrekt erhvervelse og analyse af data
  • Er god til at formidle og kommunikere klart og korrekt
  • Har en interesse for marketing og kommunikation

Desuden er det også vigtigt for os, at du...

  • Er selvstændig og i stand til at tage ansvar for din egen udvikling
  • Er grundig og gør en dyd ud af aldrig at underlevere
  • Er udadvendt
  • Fungerer godt i et uhøjtideligt dynamisk arbejdsmiljø med højt til loftet

Vi tilbyder

  • Et hus i udvikling og vækst
  • Et hus fuld af søde og dedikerede kollegaer
  • Et godt arbejdsmiljø
  • Sociale arrangementer
  • Branchens bedste frokost
  • En arbejdsadresse på Østerbro

Praktisk information

Arbejdstiden vil være 15-20 timer ugentligt.

Skulle du ønske mere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Christie Nielsen via [email protected], som du også skal sende din ansøgning vedhæftet CV og eventuelle referencer til.

Vi inviterer løbende til samtaler og ansætter så snart, vi har fundet den/de rette kandidat(er) - så tøv ikke med at sende os din ansøgning.

Ansøgningsfrist: 20. april.
Opstart: Hurtigst muligt.

Om Brandhouse A/S

Brandhouse er et prisvindende reklamebureau med ca. 80 ansatte fordelt på bureauer i Købehavn og Odense. Vi er eksperter i Branded Behaviour og arbejder hver dag på at skabe værdi for de brands ví arbejder med gennem stærke kundeoplevelser.

Brandhouse A/S består af Brandhouse, som er fusioneret med det digitale bureau Subsero, Bessermachen Design, Amaze PR og Outhouse Graphics.