Møbelvirksomhed brander sig til succes i udlandet
Med en fokuseret branding kampagne for designerstolen Chairik er det lykkedes den lille danske møbelvirksomhed Engelbrechts Furniture at tiltrække nye forhandlere i udlandet, samt fastholde en årlig vækst på 30 pct. i et hårdt presset marked. - Da vi forberedte kampagnen i 2000 tog vi udgangspunkt i et godt produkt. Men et produkt bliver ikke en succes alene fordi det er godt, så vi ville tilføre det mere aura og en skabe en historie omkring det, siger Morten Engelbrecht, adm. direktør og ejer af Engelbrechts Furniture, der har ni ansatte på kontorerne i Skindergade i København.
Enkel stol
Chairik blev skabt i 1996 i samarbejde med designeren Erik Rasmussen, og den blev hurtigt alment anerkendt med diverse priser. Der er tale om en enkel stol, som let kan samles i stabler. Den bruges blandt andet i virksomheder og på undervisningsinstitutioner, men sælges også til private. Morten Engelbrecht fortæller, at salget fra start gik nogenlunde, men han ville på længere sigt bide skeer med de store konkurrenter i Danmark og udlandet. Derfor fik reklamevirksomheden Enterprise Brandhouse til at opgave at udføre en større branding kampagne. - Vi ønskede en langsigtet strategi, som ikke nødvendigvis genererede et mersalg det første år. Mange andre producenter kører kampagner, hvor man slår på pris eller stolens holdbarhed. Det var ikke noget for os. Vi ønskede, at der blev skabt en historie omkring stolen, som passer til den, siger Morten Engelbrecht.
Seksuelle undertoner
Resultatet blev en kampagne med sloganet "New Body Part Available". Sloganet tager udgangspunkt i, at Chairiks udformning kan give associationer til baller eller bryster. Hele kampagnen har en seksuel undertone, og i en større annoncekampagne præsenteres stolen af en nøgen kvinde, som vender ryggen til, mens hun bærer på Chairik. Kampagnen kører blandt andet i den internationale modebibel Wallpaper med helsides annoncer samt i hjemlige Bo Bedre. - Ved at brande stolen langsigtet undgår vi, at produktet topper om to år og er ude af markedet om fire. Vi kommer ikke med så mange nye produkter som konkurrenterne. Til gengæld gengæld arbejder vi kraftigt med dem der kommer, og får mere ud af dem. Vi har ikke en målsætning om at lancere et nyt produkt hvert år. Produkterne kommer, når vi syntes vi har noget godt, siger Morten Engelbrecht. Selvom Engelbrechts Furniture fører flere produkter, er der stort set kun reklameret for Chairik. - Skulle vi fortælle om alt det vi gør, blev det hurtigt for omfattende og dyrt. Budskabet bliver for bredt og forplumrer historien. Læserne har i forvejen svært ved at huske alle de informationer de modtager når de læser et blad, siger Morten Engelbrecht.
Fik mersalg
Chairik-kampagnen har kørt hele 2002, og har konkret resulteret i de ønskede henvendelser fra potentielle distributører i udlandet og et mersalg på 30 pct. Stolen er i høj grad designet i Danmark, men Engelbrechts Furniture frasiger sig retten til at vedhæfte det noget slidte prædikat "Danish Design" på kampagnerne. - Man kan ikke længere slå sig op på "Danish Design" i udlandet. Det er ikke en beskyttet titel, og den er blevet misbrugt af diverse fyrretræs producenter i Jylland, siger møbeldirektøren. Udover stolen præsenteres også firmaets logo i de store reklamekampagner. - Vi skal også brande firmaets navn, så kunderne ved hvor produktet kommer fra. Det gør det nemmere at introducere nye produkter, siger den danske møbeldirektør. Pt. er Engelbrechts Furniture undervejs med en større kampagne for stolen Z-Down, der ligeledes er designet af Erik Magnussen. Engelbrechts Furniture startede for 13 år siden som importør af møbler, men er i dag producent af egne møbler, som eksporteres til 19 lande. Første egenudviklede serie er Tablo, som blev udviklet i samarbejde med Vilhelm Lauritzens tegnestue i starten af 90'erne. Serien inkluderer blandt andet skriveborde, mødeborde og reolsystemer. Herefter fulgte Foyer, der er en serie af plantekummer og stumtjenere i børstet rustfrit stål.


Print
Tilbage til "Old News"